Landsplanredegørelsen


Landsplanredegørelse fra 2006 er regeringens overordnede politiske udmelding om målene for den fremtidige fysiske og funktionelle udvikling i Danmark. Kommuneplanen skal afspejle de overordnede pejlemærker, som fremføres i landsplanredegørelsen.

 

Landsplanredegørelsen peger på 5 pejlemærker for den fysiske planlægning i hele landet:

 

  • Der skal være forskel på land og by
  • Udviklingen skal komme hele Danmark til gode
  • Planlægningen skal basere sig på respekt for byens identitet, naturen, miljøet og landskabet
  • Fysisk planlægning og investeringer i infrastruktur skal spille tæt sammen
  • Den fysiske planlægning skal være helhedsorienteret

 

Kommuneplan 2013 er i god overensstemmelse med pejlemærkerne i landsplanredegørelsen. Kommuneplanen udvikler byerne indenfor de udlagte arealer og satser på fortætning og byomdannelse, der kan være med til at styrke bymiljøet i de enkelte byer. Samtidig fastholder kommunen den restriktive praksis for byggeri i landzone, som har været gældende i mange år. Naturen og landskaberne i Halsnæs Kommune har betydning for hele hovedstadsområdets befolkning både som rekreative områder og vandindvindingsområder mv. Kommuneplan 2013 lægger derfor op til, at der fortsat skal være fokus på både beskyttelse og benyttelse af det åbne land. 

 

Det er planen, at forslag til Landsplanredegørelse 2013 "Grøn omstilling - nye muligheder for Danmark" sendes i høring af Naturstyrelsen midt i 2013. Kommuneplan 2013 bygger derfor videre på Landsplanredegørelsen fra 2006, der fortsat er retsgrundlaget.